Når volden kommer tæt på..
17. jul 2009 00:50, Fruens SiderMin søn har været til koncert i Kongens Have i Odense. I sommermånederne er der hver torsdag aften gratis koncerter med 2 navne, et ret stort tilløbsstykke for alle odenseanere og en hel del folk fra oplandet.
På vej ud følges min søn med en kammerat fra sin arbejdsplads. Pludselig, fuldstændig ud af det blå, farer en ung indvandrer på min søns kammerat, og slår løs på ham. Helt og aldeles umotiveret vold. Min søn får et chok, det hele går så stærkt, at han ikke kan gøre noget for at hjælpe sin ven, og lige så hurtigt får det også ende igen.
En falck-bil holder lige ved siden af, hvor slagsmålet sker, og der slås alarm til ordensmagten, som nu i skrivende stund har pågrebet gerningsmanden og sandsynligvis ført ham med til stationen. Min søns kammerat er blevet kørt på skadestuen, så alt er som det skal være !
Tilbage står min handicappede knægt og er chokeret og bange. Han følte ikke, der var noget han kunne gøre, det hele gik så stærkt, sagde han. Nu bagefter, bliver han jo bange og chokeret " Tænk, hvis de også havde slået mig, mor"... Han forstår ikke, hvorfor det sker, hvorfor den slags vold er nødvendig..
Det gør jeg heller ikke.. !! Og jeg er meget tæt på at skrive nogle meget grimme navne om den unge mand, der umotiveret tævede løs på en handicappet mand.
Er det blevet sådan, at vi ikke kan sende vore handicappede unge ud i verden, af frygt for tæskehold og psykopatbander ?
17. jul 2009 08:50
Jeg tror såmænd desværre at det kan ske for os alle, handicappede eller ej. Det er netop en af de ting jeg har bemærket/tænkt over når nu jeg er hjemme på ferie og ser Danmark sådan lidt "ude fra". At jeg er rystet over at der er steder jeg skal være bange for at opholde mig. At der er så meget vold og kriminalitet i landet. Jeg synes det er frygteligt at man skal føle sig utryg i sit eget land. Rent faktisk føler jeg mig meget mere tryg ved at gå alene kvinde i Shanghais gader kl 12 om natten end jeg ville gøre i Svendborg eller Odense.
Og hvorfor er Danmark så blevet sådan, er straffene for små, eller er???Jeg ved det ikke. Men kan blot sige at det gør mig meget ondt for det din søn har oplevet.
17. jul 2009 12:49
Ja, sådan er det blevet i min barndomsby. Men det har vel til alle tider været sådan, at voldsmænd udser sig nemme ofre. Feje svin, som de er.
17. jul 2009 20:52
Ja, de damer... det er .. desværre også et billede af Odense. Den rå, meningsløse vold... Og der er helt bestemt også steder her i Odense, hvor jeg heller ikke vil gå rundt alene efter kl. 22.30...
Den arme fyr, der fik nogen på låget, fik dem fordi den forbipasserende unge mand med brun hud og brune øjne syntes han lignede en pædofil og så skulle han da lige have et par dask ... Det var begrundelsen.. !!
Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til det, andet end, at jeg skal IKKE opleve, at min søn udsættes for noget lignende een gang til. Det er så utrolig vigtigt, at netop han ikke bliver bange for at færdes i verden... Nu, hvor han lige er begyndt at gå ud i den.. uden alt for meget frygt...
De er nogle feje svin, møller... det er vi helt enige om. Andet er der ikke at sige til det..
17. jul 2009 22:03
For 25-30 år siden satte jeg trygt snor på min hund ved 23-tiden og gik fra Vollsmose ind over Østerbro og hentede smøger på banegården. Sommetider gennem Kongens Have og via Flakhaven hjem. I dag er jeg sgu ikke engang tryg ved at køre med bybus i Odense om aftenen. Min hund ville jeg slet ikke tage med ud i byen af frygt for alle de fordømte kamphunde.
Min by har forandret sig - meget. Det er jeg ked af, for der var engang hvor "hjemme" i mine tanker simpelthen bare var Odense.
17. jul 2009 22:06
Lige en tilføjelse: Jeg gik på Jernbanegades Skole, så Kongens Have var faktisk en del af min daglige skolevej. I den ende op mod teatret var der en lille, fin friluftsccene. Den blev revet ned for nogle år siden.
Hvorfor? Jo, fordi de hjemløse, der søgte ly for natten dér, lidt for tit blev slået til lirekassemænd af utilpassede indvandrerbørn.
18. jul 2009 23:47
hvor er folk dog usle!
Men selvfølgelig er det jo nemmere og slå på de svage så får man ikke tæsk retur!
Det er den slags episoder der altid gør mig så rasende at jeg glider ned på voldsmændenes niveau....Så jeg vil undlade og kommentere voldsmændene ydeligere!
Istedet sender jeg de største krammere til Benjamin og hans ven og håber de igen får mod på at bevæge sig ud i verden.
og så vil jeg huske mig selv på at ikke alle mennesker er voldelige og huske og smile til dem jeg møder på gaden.
Hav en god sommer
sommerkram og tanker til Banjamin ven og jeres familier.
Fra
Maria
19. jul 2009 23:08
Mange tak for de gode hilsner til begge de unge mænd. Min knægt er hos os i disse dage, og han er lige så langsomt ved at komme sig efter oplevelsen. Heldigvis..
Ja, Møller, det er sgu unægtelig en noget anden by end den, du oplevede som barn... desværre. Jeg ved ikke helt, hvad der skal til for at gøre den fredelig igen...
20. jul 2009 00:41
Der findes miljøer overalt, hvor eneste kommunikationsform er vold, et sprog som kan tales af mennesker, der af den ene eller den anden grund er så umådeligt afstumpede, at de hverken forstår eller mestrer andre former for kommunikation. Problemet opstår, når medlemmer af disse miljøer bliver konfronteret med verden udenfor, en anden og større verden, hvor der anvendes andre kommunikationsformer.
Vold er et sprog jeg kan både forstå og anvende. Derfor er jeg ikke bange for at bevæge mig omkring. Jeg foretrækker dog at kommunikere ved hjælp af andre sprog, og forsøger da også dette.
Skulle det hænde at et menneske, der kun forstår at anvende vold krydser min vej og ønsker at kommunikere med mig, så skal han være velkommen. Jeg er imødekommende af natur.
25. jul 2009 20:34
Jeg kan bare alt for godt forstå din - og alle andres her luftede - vrede over det skete, AC. Jeg ville være lige så vred, hvis noget lignende var sket for mig eller nogen jeg holder af, og er det jo også, når det sker. Men, og med fare for at gøre mig upopulær..., jeg havnede her efter næsten lige at have været her: http://www.iraresoul.com/psychology_essays_p1.html#1.5 (jeg lader lige være med at linke direkte, husker, at der var noget med at smartlog har lidt problemer med html-tags)
Det skal nu ikke misforstås som om jeg vil undskylde voldsmanden. Bestemt ikke! Men vi kommer jo ikke volden i verdenen til livs, hvis vi ikke tager ansvar for den. Os allesammen, hver for sig, for vores egen voldelighed. Og selvfølgeligt også ham her voldsmanden! Men vi kan altså ikke kræve det af ham, hvis vi ikke selv er parat til at gøre detsamme.
Jeg er rigtigt glad for, at du alligevel ikke skrev de meget grimme navne om den unge mand! Selv har jeg skrevet en masse grimme navne, især igennem den seneste tid, der har været meget præget af en afmægtig vrede over både det ene og det andet. Det underlige er, at selv om det umiddelbart gav en vis tilfredsstillelse at skrive de grimme navne, så var langtidseffekten den, at det gjorde bare mere og mere ondt. På mig. Så der skulle flere og flere grimme navne til. Vold er ikke en ond cirkel, men en ond spiral.
25. jul 2009 23:36
Ja, Marian, det er jo netop det, vold er.. en ond spiral. Det mærkede jeg jo også, da jeg skrev indlægget. At det ikke nyttede noget at svine knægten til, det hjalp kortvarigt, men ikke i det lange løb.
Hvad vi gør ved det.... Der er jeg dig og andre skyldige i et ordenligt svar. Jeg ved det ikke. Og bare det at tænke sådan, gør mig en smule afmægtig... for hvad kan jeg, ene kvinde, dog stille op mod det ?
26. jul 2009 15:25
Kun en ting at gøre ved det: bevidstgøring. Voldsmanden her f.eks. kunne måske have rigtigt meget gavn af, at blive spurgt "hvorfor?", hvilket han jo også blev. Men når vores samfund spørger "hvorfor?", så gør det det som regel på en måde, der lægger op til, at svaret helst ikke skal indeholde virkeligt (selv-)forståelse, men simpelthen bare skal give en (bort-)forklaring. Og den får samfundet så. Og nøjer sig (glædeligt) med den.
Det minder mig om den gang, jeg gjorde et lidt halvgennemtænkt selvmordsforsøg, hvilket så kom ud ca. to uger efter. "Hvorfor?" spurgte min mor. "Ved jeg ikke", svarede jeg. "Påtænker du, at gøre det igen?" "Nnnæh...". Det var det. Det blev aldrig nævnt igen. Selvfølgeligt vidste jeg udmærket godt hvorfor. Men jeg kunne ikke sige det (ikke engang indrømme det overfor mig selv), fordi hele måden at spørge efter det på, umisforståeligt sagde "Jeg vil/orker ikke høre det!" Samme da jeg var blevet taget i at have skulket fra skolen i stor stil i et halvt år, og blev stillet foran hvad jeg vil kalde et tribunal, bestående af mine lærere. "Hvorfor?" "Ved jeg ikke." "Hm." Og det var så også i det tilfælde det. Bortset fra, at jeg selvfølgeligt fik en skriftlig reprimande, altså en form for straf. Og det kunne jeg så på overfladen godt "forstå". Det var nu engang reglerne, at en sådan fik man, når man havde skulket fra det meste af undervisningen i et halvt år. Men under overfladen gjorde det mig vred. Jeg havde jo haft mine gode grunde til a gøre som jeg gjorde. Der var bare ingen, der havde orket at høre mine gode grunde (og for at gøre det hele om muligt endnu mere grotesk, så sad der altså faktisk også en psykolog i tribunalet... hahaha!). Havde jeg haft densamme baggrund som den unge mand i dit indlæg, havde jeg formodentligt også på et tidspunkt reageret ved at tæske løs på en eller anden tilfældigt forbipasserende. Men fysisk vold mod andre indgik altså ikke i det repertoire af mestringsstrategier, jeg havde fået med på vejen.
Nu er der, i modsætning til dengang, i dag en hulens masse snak om forebyggelse, at man skal have fat i de unge i god tid, mobbepolitik, og hids dig op, kom herned. Men det nytter altså ikke noget, hvis det ikke virkeligt menes, hvis det ikke er andet, end tomme ord, og det hele i sidste ende alligevel bare går ud på, at undgå at skulle høre sandheden. Så kan man egentligt kun gøre én ting: lytte til sig selv, så man orker også at lytte til andre, og så håbe, at det "smitter af".
Her og nu er det selvfølgeligt en ringe trøst, da der er så lidt ork til at lytte - og tilsvarende meget voldelighed - i denne verden, at det er til at fortvivle over. Men det er altså det eneste, som jeg kan se, man selv kan gøre.
26. jul 2009 19:07
Kære Marian
Tak for dit indsigtsfulde svar. Hvis vi ikke vil høre sandheden, hvorfor så spørge... Det er lidt ligesom når folk spørger "hvordan går det?".. de ønsker ikke at vide, hvordan det egentlig går, så man svarer af høflighed, pligt, ligegyldighed.. "det går godt"...
Jeg har selv et par enkelte gange forsøgt at svare på sådan et "hvordan går det" spørgmål med den reelle sandhed.. Det var meget interessant.. !
26. jul 2009 19:30
Haha, ja, det vil jeg gerne tro, at det var meget interessant (at se folk panikke)!
29. jul 2009 13:22
Marian, det er min skoletid, du beskriver... Jeg havde det forfærdeligt, men de voksne, der skulle have været ansvarlige, hørte kun det, de ville høre. Og de hørte i hvert fald ikke mig. For jeg har faktisk fra en tidlig alder været god til at sætte ord på også komplicerede ting. Det, der skulle ende med at blive mit problem, var primært, at jeg ikke havde faglige problemer - så er det åbenbart menget nemt at overse, at et barn slet ikke trives. Det er især nemt at overse, når barnet har madpakke med hver dag, og der på overfladen slet ikke er noget at komme efter.
Pyt, jeg har overlevet. Og jeg spørger også somme tider andre, hvordan det går. Men aldrig med mindre, jeg så har overskud til at lytte, hvis det ikke lige går supergodt. Det har jeg til fælles med denne blogs indehaver ;-)
29. jul 2009 17:32
Ja, Møller, der må jeg give dig ret .. Bare madpakken, tøjet og lektierne var lavet, så blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, om vi nu trivedes.. for det så det jo umiddelbart ud til, vi gjorde.. Kloge som vi var, fik vi ikke den hjælp, vi i grunden havde allermest brug for. Nemlig en stabil og fornuftig kontakt til et voksent menneske, som kunne være en god erstatning for det, vi ikke havde derhjemme. En mentor, een, der tog sig af den følelsesmæssige side, så vi måske ikke havde behøvet at ende som førtidspensionister før vi blev 50...
At vi så vred os af sjælesmerter indvendig, det kunne (eller ville) læreren jo ikke se, vel. Og de spurgte ALDRIG hvordan jeg havde det eller hvordan det gik derhjemme. Heller ikke, da jeg blev moppet så godt og grundigt, at jeg måtte holde en lang pause fra skolen for at komme mig bare nogenlunde over det. Det glemmer jeg aldrig.