Fattigdom og Ulighed
1. okt 2007 22:34, Fruens Sider
Jeg oplever det dagligt. Omend somme tider i mindre doser, men det er dér. Den manglende forståelse, viden og indsigt i fattige og udstødte menneskers levevilkår. Det er så nærværende og ligefrem skræmmende, at dette er den virkelighed, jeg som menneske sender min sønner ud til. Den virkelighed, min mand og jeg lever i.
Hvor er forståelsen for det menneske, som ikke lige lever sit liv på Villavej 4 i Lyngby med sin store volvo, smækre kone og grimme hund ? Hvor ser og oplever jeg viden berettet af mine medmennesker, middeklassefrandsen og fruen, om Marlene og hendes 3 børn, Marlene, som er bistandsklient, enlig mor og dybt forgældet. Hvor mærker jeg indlevelse for Klaus, som engang kunne selv, men som nu er dybt alkoholiseret og hjemløs ? Hvor møder jeg forståelse for Jamal, 2. generationsindvandrer med dybt traumatiserede forældre ?
Som kvinde med hjertet på rette sted og hånden i vejret for de udstødte, de sagesløse, de enfoldige og de fattige, må jeg nødvendigvis slå et gelvaldigt slag i bolledejen for den mangel på viden, indsigt og forståelse, jeg oplever. At forlade sig på tilfældigheder og det enkelte menneskes vilje til indsigt er for meget ligegyldighed til mit temperament. Jeg har viljen til at ville gøre en forskel, omend den "kun" består af ord.
Som jeg ser det, handler moderne ulighed om kroner og ører, så du kan købe muligheder. Har man ingen penge, har man ikke mulighed for at deltage i samfundet. Den store gruppe børn og unge, som ender med dybe, sociale problemer – mellem 10 og 20 procent – vokser op i skrøbelige, dysfunktionelel familier, hvor de ikke får de sociale eller kulturelle kompetencer nødvendige for at kunne begå sig i tilværelsen.
Billedet af den nye ulighed bekræftes af pædagoger og socialarbejdere, hvilket der for mig som gammel socialrådgiver ikke er noget nyt i. Vi har råbt højt og længe. Før stod "Kasper" med en plastikpose i hånden og gårdsangersko på fødderne, nu render han rundt med mobiltelefon, iPod og masser af slik. Penge er ikke hele problemet i dag. Det er til gengæld fraværet af evnen til at indgå i mellemmenneskelige relationer...
2 problemstillinger presser sig på i den her sammenhæng. I Ugebrevet A4 har Per Michael Jespersen, redaktør formuleret et par problemstillinger, som jeg bringer her i en lettere omskrevet form:
- Den ene problemstilling er, at middelklassen, herunder hører også vore politikere, ikke opdager de nye ulighedsformer, eftersom de nye fattige befinder sig udenfor deres synsfelt. Det skyldes en stigende grad af isolering i sociale ghettoer med mennesker, der er kopier af os selv – i boligområder, i skoler, i ægteskaber og i venskaber. Derfor bliver den offentlige debat fordrejet og kommer til at handle alt for meget om at opfylde den velfærdshungrende middelklasses behov for mere velfærd på alle hylder. Se bare på kvalitetsdebatten, som er kørt helt af sporet.
- Det andet problem den moderne fattigdoms kompleksitet, den er sværere at bekæmpe end den økonomiske fattigdom. Hvor den sidstnævnte handler at flytte ressourcer fra velstillede til underprivilegerede, er det betydeligt sværere at bekæmpe den ulighed, der skabes før den første skoledag. Hvordan sikrer man, at "Kasper", som vokser op i en dysfunktionel familie, lærer basale regler for kommunikation, indføling og forståelse for andre? Hvordan giver man ham faste måltider, kulturoplevelser og lektielæsning? Og hvordan får man ham til at bryde den sociale arv?
Fra selvsamme ugebrev hentede jeg disse citater, som er fra artiklen "De fattige ser vi på TV". Bedre kan det ikke siges, desværre.....
»Socialpolitik i dag handler i høj grad om de velstilledes interesse for sig selv. Hvis man diskuterer stofmisbrugere, handler diskussionen om, hvordan man skal beskytte normalbefolkningen imod dem, og kun i de udsattes højsæson, julen, skriver journalisterne om deres vilkår. Så får de enlige mødre en julekurv med en pose grødris – hvad hvis de nu ikke kan lide risengrød? Og journalisterne er ved at gå bagover, når man fortæller dem, hvor mange, der ringer til Sct. Nicolai Tjenesten for at tale med et andet menneske,« siger Bjarne Lenau Henriksen.
og....:
»Det ord, der bedst karakteriserer vores blik på dem (udstødte/fattige) i dag er ligegyldighed. De udsatte, og i hvert fald de udstødte, er i dag henvist til de frivillige organisationer, som for eksempel Kirkens Korshær, der har en ideologisk betinget solidaritet med dem. Toppen i samfundet har altid lagt afstand til dem på bunden, men flertallet i Danmark i dag har det ekstremt godt, og man kunne måske mene, at den rigdom ville give et overskud til at tage sig af andre menneskers elendighed,« siger Bjarne Lenau Henriksen, der tror på dialogen og samværet – og en bedre økonomi – som bedste vej til en dybere forståelse af, at udsatte mennesker også drømmer og nærer lige så mange håb og længsler som alle os andre.
Hvorfor mon det er så svært at bryde den sociale arv ? Hvorfor mon der er så mange børn og unge med vanskeligheder i forhold til indgåelse af soicale relationer ? Forståelse for regler, normer, grænser ? Hvorfor mon det er så forbistret svært at komme igennem til hr. og fru villavej med denne viden, som er så hamrende vigtig ?
Denne Virkelighedsviden... virkelighedsflugt, måske snarere.... hen og købe en ny taske eller et wellnessophold, så får jeg det straks bedre ... og glemmer alt om den enlige mor, som ikke kan send sine børn med på lejrskole ..... glemme den dårlige samvittighed .... og søvnproblemerne .........
Nogen bud, derude i blogworld ?
1. okt 2007 23:26
Har skrevet et indlæg her: http://gorzelak.smartlog.dk/fattigdom-og-overforbrug--2-post114317
1. okt 2007 23:31
Jepper.. jeg har lige læst det og skrevet lidt til dig... udmærket.. lad os bare skrive noget mere... jo mere vi råber og debatterer om det her, jo midre tabu bliver det....
2. okt 2007 00:28
Godt indlæg og udspark, kære frue.
Faktisk tror jeg Per Michael Jespersen giver svaret på dine spørgsmål om, hvorfor nogle er så ligeglade. Jeg ville kalde årsagen for manglende personligt kendskab. Han nævner ordet ghetto.
Selv bor jeg i en af de større ghettoer i Danmark. Den hedder Risskov og ligger lidt nord for Århus. Her er ikke en ærlig svartskalla i miles omkreds - og skulle man endelig rende på en person med mørk hud skal det nok vise sig at vedkommende er overlæge på Kommunehospitalet.
Der er heller ingen fattige her. Jo, det vil sige - der findes faktisk nogle her omkring der er nødt til at købe deres bil nummer to på gule plader. Men det er nok også den fattigdom, vi kender til.
Jeg tror det er en almindelig menneskelig egenskab at vi ikke evner at have med-følelse med mennesker vi ikke kender personligt. Hvor jeg bor, ses vi ofte. Vi snakker over hækken, eller vi holder vejfester. Og når vi går på arbejde, virker vi sammen med mennesker der til forveksling ligner os selv. Samme karriere - samme slags ghetto.
Sådan gør "de andre" også - altså de fattige og udstødte som du kalder dem. Vi lever i parallelle verdener og kender hver især kun mennesker som os selv.
Jeg har taget samtaler som disse med ikke så få mennesker. F.eks. nogle unge mennesker jeg kender. De var af den sikre overbevisning, at indvandrere laver ballade og ikke er til at omgås. Heldigvis var jeg i stand til at spørge dem, om det også gjaldt for Mahmoud, som er en fælles bekendt. "Nej, da" - lød svaret; "Ham kender vi jo! Han er OK"
Der var heldigvis et par kvikhoveder i forsamlingen der godt kunne høre, hvad der skete.
Det korte af det lange: Jeg mener at så længe vi segregerer os så meget som vi gør, kan vi udelukke ordentligt kendskab til hinanden - og deraf følgende manglende forståelse. Simple as that - og i virkeligheden meget forståeligt.
Dette er et problem der skal håndteres socialpolitisk og boligpolitisk efter min mening.
2. okt 2007 10:53
Jamen, Allan, velkommen og mange tak for din kommentar, som vidner om, at du trods alt tænker og har en mening om det liv, du lever.
Løsningerne på ulighed og fattigdom ligger lige til venstrebenet, socialpolitisk og boligpolitisk har vi redskaberne til det.
Både i lovgivningen, fagligt og menneskeligt har vi ressourcerne i vores skønne, lille land, det er bare om at bruge dem.
Men det kræver politisk vilje (læs anden regering og ingen skattestop), før vi kan hjælpe den gruppe af børn/unge og voksne, som ender i samfundets sidespor.
2. okt 2007 13:35
Den der med, at vi blot skal have en anden regering køber jeg ikke.
Jeg er ikke partipolitisk engageret, så jeg har ikke noget i klemme noget sted; men jeg ser ikke den store forskel, når jeg kikker i bakspejlet, i forhold til regeringsfarve.
Antallet og personerne henne på bænken i anlægget forandres ikke.
Jeg ærges, som sikkert mange andre, over at jeg ikke har orakel-svaret som løser alle problemer; men jeg tror slet ikke det handler om penge.
At der skulle være så mange ligeglade danskere er jeg dybt uenig i. Jeg tror, at nød berører alle, som møder den, hvadenten nøden er selvskabt eller udefra kommende.
Med 70-100 rejsedage årligt i Øst-og Centraleuropa har jeg imidlertid sommetider et lidt specielt forhold til det, som i DK kaldes nød.
Men jeg ved godt, at alt er relativt.
2. okt 2007 14:21
Bare selv i folkeskolen, oplever jeg det næsten dagligt. Der er så mange børn der ikke har midler, råd og ballast. Mange flere end man regner med. Vi danskere er så gode til at skjule det. Henleder opmærksomheden over på noget andet. SÅ mange børn, der har det slemt. Sjælen og kærligheden har taget skade. Man skal ikke dømme folk, vi har heldigvis mange forskellige livsværdier. Det jeg mener er bare at folkeskolen er fattig, vi hjælper ikke altid, ved godt hvad der skal gøres, men bremses. Men fattigdom kan styres, fordeles, det er politisk. Hvor må det være svært at fx høre om den mangel på arbejdskraft, man henter mennesker fra Polen, Tyskland, man kan ikke få danskere. Og så er man arbejdsløs, dem der er ramt, rammes igen og igen. Forskellen bliver større, de stærkes kamp.Det var sjovt da jeg var i USA i sommers, boede bla i en meget lille by. Her var donation og hjælp at tøj, mad og penge til de fattige i denne by, en selvfølgelighed. Sad dybt i amerikanerne, de hjalp hinanden der i den lille by. Ved selvfølgelig godt også modsat i USA, men når der ikke er noget socialt net, så kom næstekærligheden. Det var slående.
2. okt 2007 14:30
Farmer:
Det er jo påfaldende, at du bliver ramt af det med ligegyldigheden... hvordan kan det være ?
Jeg må jo spørge ... bor du selv ved siden af eller sammen med mennesker udenfor din socialrgruppe ? Har du venner, der indkomstmæssigt, socialt og uddannelsesmæssigt ikke er lig dig selv ?
Grunden til mine spørgsmål er jo ovenfornævnte og lidt krasse udtalelse fra lederen for Blå Kors... men det gør den jo ikke mindre rigtig.. bare krads.. men det er jo den virkelighed, han oplever..at danskerne er ligeglade med de udstødte, bare det ikke rammer dem selv og bare de ikke ligger og flyder udenfor deres hoveddør...
Jeg mener det handler om at se på, hvad vi selv gør for at flytte os fra vores selvfede overforbrugsliv og hen til omtanke og medfølelse for mennesker i det her land, som mangler et ordenligt liv.
Vi kan ikke, og skal ikke, sammenligne os med Thailand etc... det er ganske andre livsforhold, der hersker der.. Men det er godt at have noget at sætte i forhold til det, vi mener er velfærd i vores land.
2. okt 2007 14:33
Kontorchef:
Ja. Mulighedernes Land. Der kan vi lære noget om begrebet næstekærlighed og omsorg for hinanden. Helt sikkert. Det kunne jeg godt ønske mig noget mere af, og gerne på daglig basis.
Det er en barsk verden at være barn af en indvandrerfamilie, bistandsklient, førtidspensionist eller dagpengemodtager. Man skal leve for et beløb efter skat på 8.900 kr. til ca. 10.500 ... hvem kan det, spørger jeg, selvom jeg ved, mange gør det.. ?
2. okt 2007 17:55
Ja, kære ven, som vores ven Chris Cornell skriver i sin 'Broken City' (Audioslave, Revelations, 2006):
"If a building falls
You wouldn't care to notice
Unless you where in it
And noone cares
About climbing stairs
There's nothing at the top nomore"
Getthoer, enklaver, prallel-verdener. De er her og vi bor i dem.
2. okt 2007 19:42
Kæreste manden min. Det gør vi. Og vi forsøger begge at gøre en forskel.
2. okt 2007 20:18
Herude på landet fungerer tingene ganske anderledes end du beskriver det.
Vi har ingen villaveje.
Det er gamle bøndergårde, hvor de tidligere fodermesterhuse enten er sat i stand og beboes af tandlæger og magistre med hang til natur og udsigt eller også er de ved kommunens mellemkomst brugt til indlogering af den socialgruppe, du mener vi er ligeglade med.
Det giver en bred berøringsflade for os, for vi er så få, at vi er nødt til at være med stort set alle sammen, hvis vi skal gennemføre loppemarked, fastelavn, høstfest, juletræ for børnene.
Oftest kører det fint, og som regel finder det en vej; men det er faktisk lidt af en opgave på en venlig måde at gøre opmærksom på at girafbajere og Cecil ikke lige er det, de fleste forbinder med børnenes juletræsfest 4. juledag kl. 14.
Jeg tror ikke, at mennesker herude falder helt igennem på samme måde som i en by-ghetto. Det er mig en gåde, at flere ikke flytter herud i stedet for at blive hængende i det dyre og dårlige bymiljø.
@Kontorchefen: Herude kan man faktisk godt leve af det beløb du nævner, hvis man er lidt om sig med at skaffe tingene, når de er billige.
I øjeblikket kan enhver frit samle alle de løg de lyster på min mark. Maskinen har smidt flere tons.
For en uge siden var det kartofler hos naboen.
I går var der en jæger, som tilbød vildænder til 10 kroner stykket.
I en lade i nærheden er der fabriksudsalg af tøj; prima varer til stort set ingen penge.
Det KAN lade sig gøre! Ja det kan faktisk blive en sport.
3. okt 2007 00:08
Hej farmer:
Tak for din beskrivelse af Morten Korchs Landmandsliv...
Er en af de mennesker med cecil og guldbajere en af dine personlige venner ? Hjælper du ham ? Eller hans børn ?
3. okt 2007 00:14
... jeg er vokset op ude på landet. Og tro mig, her falder de fattige og udstødte i den grad igennem. De kan ikke gemme sig blandt ligesindede og ligestillede, for dem er der jo ikke mange af....
3. okt 2007 00:41
Også jeg er født og opvokset på landet, på Vardevejen midt mellem Billund og Vejle. I en lille landsby, hvor de fleste enten var selvstændige håndværkere eller arbejdede på det lokale mejeri, på slagteriet inde i Vejle eller klodsfabrikken i Billund, inklusive mine forældre.
Jo, der var da et par af drengene i skolen, hvis forældre ikke havde det så godt. Vi kom sjældent hjem til dem, og de var ude at lege det meste af tiden. Husker engang, hvor jeg i endnu et slagsmål sårede een af disse drenge, lad os kalde ham Søren, så han blødte slemt fra en flænge. Jeg fik ham hjem til os og min storebror pelejde ham med sprit og masser af vand. Så sagde vi, om han ikke skulle hjem. Han kiggede underligt på os. For Søren var det ikke en mulighed at tage hjem. Hvad der foregik derhjemme og hvorfor? Ja, vi vidste det jo ikke. At Søren var lidt vild og ikke klarede sig godt i skolen, kun havde få venner og den slags; at vi aldrig så noget til hans mor og at ingen vidste, hvad hans far lavede eller i det hele taget befandt sig... Ja, sådan var det jo bare.
I det lille hus ved siden af skolen boede der en familie af flygtninge. De var fra østen. Hvad de hed og hvad der foregik inde bag gardinerne, der altid var trukket for - det vidste ingen. Den lille mand passede sin have så fint, og ellers passede de jo sig selv. Som alle andre i den lille by. For eksempel de fire motorcykel-entusiaster - hestehaler, læderjakker og guldøl - der holdt til i det nedlagte værksted overfor BP-tanken - en flok som min far og hans venner kaldte 'rods'... Et ord, jeg senere forstod den fulde betydning af, da jeg selv røg ind i kategorien.
Rundt omkring byen boede de stenrige bønder. Deres børn gik i privatskole inde i byerne, og når vi en sjælden gang mødte dem, på byggepladserne, hvor vi fik lov at lege, eller nede i mergelgraven, hvor vi havde vores helt egen verden, undrede vi os over deres fremmedartede optræden og deres forskellige mangler. Husker, da min bedste kammerat Jan og jeg lærte een af disse privatskole-drenge at strække langefingeren i vejret og råbe 'fuck you'... Det kørte han så rundt på sin cykel og gjorde resten af eftermiddagen, uden at vide noget som helst om, hvad det betød.
Alt dette foregik i de mørke halvfjedsere.
Når jeg, af og til, vender tilbage til den lille by med mejeriet og BP-tanken, så ser jeg de samme billeder. Der er kommet lidt flere huse til, området rummer herlighedsværdi, så det kan betale sig at bygge. Min matematiklærers grå Saab er skiftet ud med en Mercedes SL. Mejeriet er overtaget af sønnen, udelukkende økologiske produkter - det kan jo betale sig. BP-tanken er revet ned - grunden var giftig - men det er nok også den eneste grund i omegnen, der ikke får enhver driftig mand til at savle. Skolen er nu en helhedsskole. Mergelgraven er en skovbørnehave. Og rundt omkring byen blir bønderne rigere og rigere.
Jo, der er dejligt på landet. Så længe det kan betale sig.
3. okt 2007 06:55
Netop de 2 med bajerne til jul er ikke personlige venner. Boede her forøvrigt kun ganske kort tid, så holdt der nogle politibiler og så er resten rygter.
Det er bestemt ikke Morten Koch alt sammen, og lukker man døren og trækker gardinerne for; ja så er det rigtig, at det opfattes som "ingen adgang".
Men blandt mine venner, hvad der så end skal lægges i det ord, er der da en bred vifte. Men jeg mener egentlig ikke, at vi til daglig går og tænker så meget over folks socialindkomst.
Jeg tror egentlig, at de der lever mest ensomt herude, er de der spiller fine og ikke vil omgås "alle og enhver". Det bliver der virkelig set ned på; uanset hartkorn.
Vi har et andet fænomen, som nok udvisker det hele lidt: Underdrivelsens kunst; både opad og nedefter.
En af de af Kjeldsen ovenfornævnte "stenrige bønder" skiftede for et par år siden den gamle Lada ud med en Skoda.
Min nabos kone vandt for vel 10 år siden 1,4 mill. i lotto. De tog et week-end ophold med halvpension på en kro ved Vesterhavet, og så gik livet ellers videre med brugt bil, tysker-dåsebajere og bankospil.
Underdrivelsen går også den anden vej, og kan misforståes med frygtelige følger: Gamle Jakob ringede til lægen og sagde, at han vist havde noget med blodomløbet i tæerne. Han fik en tid ugedagen efter.
Jeg kom om til ham samme aften, og kunne se og lugte, at han havde koldbrand i hele den ene fod, så det var ud i bilen og afsted omgående med fuld blæs på ventilatoren.
Men sandt. Dommen kan også være hård herude. En dengang ung mand lavede forsikringssvindel ved bevidst at smadre sin bil. Han er stadig her 20 år efter stemplet; men det har jo ikke noget med fattigdom at gøre.
3. okt 2007 11:53
Farmer:
Tak for dit indlæg om den kultur, som er din, det sted, du bor. Det er virkelig godt at høre om, hvordan du lever og bor. og dog meget anderledes end det sted, jeg voksede op, og da især det sted, jeg bor nu, sammen med min mand, som i øvrigt er Kjeldsen. Så er det på plads :o)
Vi formes jo af vores kulturelle boligtilhørsforhold. Det socialiserer os, og vi går ud i verden med de midler til rådighed, som vi lærte som børn og unge.