Smartlog v3 » Fruens Sider
Opret egen blog | Næste blog »

Fruens Sider

fruelige livsanskuelser i øjenhøjde

Flytning...

13. Sep 2010 20:48, Fruens Sider

Nu har jeg fundet mig til rette andetsteds.. det bliver for eftertiden her:

og her..

Det har været hyggeligt på smartlog, men for meget spam, ingen kontakt til webmaster etc., så finder man jo hurtigt andre blog-gange...

 


I dit ansigts sved ... !

18. Aug 2010 23:40, Fruens Sider

Man skal passe på med det frivillige arbejde som førtidspensionist og under alle omstændigheder informere sin sagsbehandler om aktiviteten og omfanget - 6 timer om ugen er meget tæt på grænsen idet det er ca. 18 % af en arbejdsuge man så kan klare, og det vil nogle steder medføre at afgørelsen om tilkendelsen revurderes fordi der udvises arbejdsevne.

Så de af jer derude, som modtager ftp efter den nye lov af 1. januar 2003, tænk jer om ifht. frivilligt arbejde, omfangen og måske også de kurser etc, I påtænker at deltage i....

At koge suppe !

17. Aug 2010 20:32, Fruens Sider

Sandhedens time kommer til os alle. Gennem livet er der utallige af disse sandhedstimer, men de flagrer ikke ligefrem rundt mellem hinanden som fnug flyver fra dynen, når jeg ryster den. De daler stille og roligt ned fra sandthedstræet, lander på mit hoved, og trænger derefter ind i min bevidsthed. Ind i mellem skyder sandheden pile af, som rammer mig i solar plexus. Det værste er, når begge dele sker på een gang. Eller måske er det det bedste. Så er jeg fri for flere ubehageligheder, som drypvise indspark.

Nu den her fornemmelse af, at noget har ændret sig. Noget er anderledes, end det var. Noget er tabt for altid, jeg kan ikke få det igen, uanset, hvor meget jeg gør, hvor meget jeg end ønsker det... det er som om nogen er død ! Jeg har tanker om døden, tanker, som har plaget mig, men som dog er fragmenter i min hjernesuppe ! Tanker, som først var følelser, født af minder og erfaringer gjort gennem det liv, jeg har levet. Tanker, som derefter skiller sig ud, og genkalder sig sorg. Sorg over det liv, jeg har levet, det liv, der var mit, og det liv, jeg har delt med min søn. Min søn... min fortid... min fremtid... en helstøbt, selvstændig del af mig..

Melankolien er min faste følgedame. Hun kommer og lægger sine tunge øjenlåg over mit synsfeldt, og jeg ser gennem hendes slørede blik; Verden trænger sig på i ukurante nuancer og spøgelsesformer, flyder over i hinanden som var de skabt af en længst svundet mosekones bryggerier. Nutid og datid rørt sammen til fremtid, sløret af fortidsbryggerier tilsat nutidskrydderier. Jo, Mosekonen har brygget ! Hjernesuppen er klar.

Indgredienserne er mange. Så mange som stjernene, så mange som de tårer, jeg har grædt, de nætter jeg har ligget vågen, de tanker, jeg har tænkt. Alskens følelser fra hele den farvede palét giver suppen dens brun-grumsede udseende. Det hele er smeltet sammen som gammel, muggen ost ...

I hjernesuppegryden, fyldt til randen med melankoli og sur-sød-bitre livsurter, fremdrager jeg erfaring. Jeg plukker friske grene af timian og andre gode urter, og håber på, det jeg nu går i gang med at koge suppe på, må blive erfaringssuppen, hvoraf der kan øses utallige skefulde.

Jeg er mosekonen, der brygger melankolisuppe med fremtidsurter og hjernebark !

Det udmattede selv..

5. Aug 2010 00:41, Fruens Sider

En bog. Dem læser jeg en del af, men denne her, den er virkelig en udfordring .. Det udmattede selv, skrevet af proff. Alain Ehrenberg, fransk sociolog.

Jeg er ikke nået ret langt, men det, der springer mig i øjnene, er et par af de citater, bogen har på omslaget af bogen, og i introduktionen, skrevet af Anders Petersen, p. 17.

  • For det første kendetegnes nutiden af en demokratisering af det særlige i den forstand, at samfundet promoverer et normativt lighedsideal, der foreskriver, at alle forventes at kunne blive noget særegent. Det efterstræbelsesværdige individ er således defineret ved en personlighed, der skiller sig ud, går sine egne veje og modsætter sig enhver tendens til at abe efter. Formuleret anderledes: I samfundets kulturelle, økonomiske og sociale sfærer understøttes tankegangen om at vi alle kan blive rockstjerner, store kunstnere, kendisser etc.
  • For det andet præges nutiden af en udvidet forståelse af autonomi. I takt med frigørelsen fra eksternt fastlagte autoritetsformer har det sociale ideal om den personlige autonomi rodfæstet sig ien sådan grad, at ethvert individ nu forventes at være kaptajn i sit eget livs sejlads - at være sin egen autoritet.
Disse to punkter har tilskynnet proff. Ehrenberg, med henvisning til Claude Lévi-Strauss, til at sige, at vi lever i en tid, hvor det enkelte individ betragter sit eget selv som den hellige totempæl, der skal tilbedes. Hermed jager mennesket sig selv for at finde sig selv !

For mig .. sådan umiddelbart, er der ingen tvivl om, at denne hellige dans om totempælen sammenholdt med den individualiserede tilgang til alt her i tilværelsen er en jagt så kraftkrævende, at ethvert menneske på et eller andet tidspunkt i livet vil opleve en udmattelse.. Det er næsten så forudsigeligt som AMEN i kirken hver søndag. Man kan ikke blive ved med at jagte sig selv og sin egen selv-iscenesættelse uden det på et eller andet tidspunkt kommer til en "hov, der kunne jeg ikke følge med" eller "der slog jeg ikke til ifht. de forventninger jeg har til mig selv"

Men sættes forventningerne så højt som til at skulle være "stjerne for en aften med x-faktor og en intelligens på højde med Niels Bohr's", jamen, så kan man ikke andet end fejle. Selviscenesættelsen iscenesætter en livsførelse, som danner grundlaget for en identitesdannelse, der slet ikke kan følge med presset fra "det perfekte selv".

Altså må selvet udmattes, og depressionen er en realitet. Jeg fristes næsten til at sige, at det er en nødvendighed for at skabe et realistisk selvbillede ! Dansen om den selvskabte totemspæl, som tilbedes som en helligdom er på alle måder en usund livsindstilling, som jeg kun kan se skaber mennesker med diverse former for mangel på empati og forståelse for dem, der ikke lige er i stand til at lege "kaptajn på eget skib"...
...

Indadvendt udadvendthed

8. Jul 2010 16:35, Fruens Sider

Heidi stillede mig nogle spørgsmål i en anden tråd, og de fik mig til at fundere over følgende ting:

Udadvendthed/Indadvendthed…

Det at være udadvendt havde for mig en overraskende anden side, nemlig den indadvendte del. Denne side af mig selv har jeg gennem mange år forsømt at pleje, for nu, da jeg blev udbrændt/stresset og fik diagnosen fibromyalgi at finde ud af, at jeg har begge dele i mig, på godt og ondt. Så jeg savner ikke længere at skulle være sammen med så mange mennesker, sjovt nok. Det er som om jeg er mæt af det, og har mest lyst til selv at vælge, hvor og hvornår jeg vil se på folk.
Nogle dage kan jeg gå i endog store menneskemængder, ubesværet af deres tilstedeværelse i antal, andre dage må jeg kapitulere og tage hjem med det samme jeg er kommet ud. Det er som om der er kommet en ekstra sårbarhed, eller følsomhed ind over, som jeg er nødt til at tage hensyn til… Jeg kan godt lide min følsomhed, og synes det er ok at mærke de forskellige følelser og stemninger, som melder sig. Det er ikke altid nok at synes det kunne være hyggeligt at se nogle folk, for både udbrændthed og fibromyalgi spænder ind i mellem ben for det, jeg gerne vil. Det er der bare ikke noget at gøre ved, og på sin vis har begge “sygdomme” gjort mig meget mere åben overfor min indre følsomhed og åbnet for nogle muligheder, som jeg slet ikke ville have set, hvis jeg havde fortsat i det spor, jeg var i fuld gang med…

Jeg har dage og perioder, hvor jeg ville ønske, jeg stadig kunne det samme som før, bogstavelig talt. Alene af den grund, at jeg ikke havde andet end mit job… Ingen fritidsinteresser, ingen kæreste, ikke ret mange venner, det var konsekvenserne, som meldte sig, da jeg blev alene med min handicappede søn… De kom tifold tilbage, da jeg røg ud af arbejdsmarkedet, og blev førtidspensionist. Den sociale isolation som følge af fattigdom og et nedbrudt helbred var ind i mellem uoverskuelig. Samtidig var min søn endnu ikke flyttet hjemmefra, og jeg havde nogle år, hvor jeg synes, livet var så svært, at jeg frivilligt krøb i social isolation af bare skam over min tilværelse. Jeg orkede ikke at sige, at jeg var på kontanthjælp, syg og fattig, for det forstod kun meget få af de mennesker, jeg mødte på min vej. Og jeg orkede ikke deres mærkelige blikke, anklagende, spørgende, uforstående, nedgørende. Jeg ville bare kravle i et musehul og leve mit eget, stille og meget indadvendte liv, så kunne de alle sammen rende mig et vist sted … !

Sådan har jeg det stadigvæk. Skammen over at være fattig, socialt udstødt, på alle måder, det er ikke særlig positivt. Det kan da godt være, at nogle på ftp eller andre overførselsindkomster kan magte at være samfundsdeltagende og derfor bilder sig selv ind, de ikke vil være bitre, brokke sig, føle sorg, vrede eller afsavn… Og også i perioder lever et liv, der gør disse sociale udflugter mulige. Men jeg kan ikke svinge mig op til at være lyve overfor mig selv. Det har jeg brugt alt for mange år på, og det er uigenkaldeligt slut ! Jeg er ikke tilhænger af “mind-tricks” (kognitiv psykologi) eller andre coachingmetoder, som har til formål at fortælle mig, hvad jeg skal tænke og hvad jeg ikke skal. Det er der fandenhyl’me ingen, der skal bestemme, det er helt sikkert. Mine tanker er mine, og at tænke anderledes helbreder IKKE forkrøblede følelser. Det eneste der helbreder et forkrøblet sind er erkendelsen af smerten, sorgen og vreden  ! Når det er erkendt, så kan man arbejde med at lære teknikker til at hjælpe sig selv videre. Jeg tror ikke på “fake it till you make it” … For en kronisk sygdom vil altid stille sine krykker i vejen for det indbildningsprojektet “jeg-vil-ikke-lade-sygdommen-styre-mit-liv”, rigtig mange kronisk syge forsøger at leve op til.  Vi må jo ikke vise svaghed i dette nyliberalistiske og asociale samfund vi lever i, og sygdom er altså også at være og vise svaghed ! At være “offer” for omstændighederne er helt legalt ! Derfor er det også legalt at føle sig som offer !

Det leder jo derhen, hvor jeg vil sige, at det liv, jeg kan forestille mig, der ved jeg ikke helt endnu, hvad det skal indeholde. Vi flyttede sidste år, og jeg har sådan brug for at tage vare på mig selv og få min base i orden, inden jeg begynder at fare ud i samfundet igen. Det er mine projekter. Mit helbred og mit hjem. I den rækkefølge.. Det gør, at jeg, som overskriften siger, nu lever med indadvendt udadvendthed :)

At ændre retning !

5. Jul 2010 01:21, Fruens Sider

Det er nemt for et menneske med evnerne, og derfor måske også passionen i behold, at forestille sig, at det er skønt at kunne gå en tur, som tager 3 timer, hvor den før tog 1, at gøre køkken rent på 6 timer hvor det før tog 2 og så videre... Hvis det er det, du altid skal, er det et helvede på jord sammenlignet med det, du kunne før. Den vil altid være der, "det var ikke som før". Den går aldrig væk, uanset hvor mange år der så end går fra det øjeblik man ikke længere er på arbejdsmarkedet og til den dag, man accepterer det faktum ... Nogle takler den bedre, eller.. nogle er bare bedre til at fortrænge smerten, tabet, sorgen... end andre !

Jeg har en fornemmelse af, at evnen til at overkomme den nye tilværelse som ftp(førtidspensionist) i høj grad afhænger af, hvad man lavede før .. har man nogle "evner" eller interesser i behold, som kan fylde dagen, så er de ikke så lange og uoverskuelige, og fyldes også nemmere med glæden ved det, man stadig er god til ..

Nu har jeg ingen evner, jeg kan bruge at blogge om, som f.eks. madlavning, strikning, hækling, billedkunst eller andet tilsvarende kreativt.. Jeg arbejdede som socialrådgiver før jeg fik fibromyalgi og brændte ud ! Desuden er min søn handicappet, så der var ikke hverken tid eller penge til fritidsinteresser, jeg var alene med ham gennem hele hans opvækst.

Pludselig at få al den tid, der findes, men ingenting at fylde i den.. det er skræmmende .. for evnerne er der ikke længere til at gøre det, jeg havde en drøm om at gøre, når poden blev voksen... Koncentrationen er væk, hukommelsen er som en si, fysikken er ikke længere helt i top, og har jeg f.eks. læst en bog eller set en dvd, så har jeg glemt den igen 14 dage efter ! hvis jeg da kan huske, hvor jeg har lagt den...

Jeg har forsøgt at finde tidsalternativer. Læst bøger, hørt lydbøger, forsøgt mig i køkkenet med diverse tiltag, strøget tøj i megalange baner, ordnet planter på altanen.. sunget i gospelkor... Men det er som om intet af det længere fylder det samme i min bevidsthed som det gjorde tidligere. Det indtager ikke den hæderkronede plads, hvorfra jeg kan fremtage min interesse og sætte den på hovedet som en fin kongekrone, klar til at blive vist frem og nydt for sin skønhed.

Passionen er der ikke, det kan jeg konstatere. Måske er det en ny mulighed for at finde andre områder, eller også er det en bevidsthedsproces, jeg endnu ikke har helt styr over. Jeg kan blot konstatere denne "det har jeg prøvet-følelse", som beder mig om opmærksomhed. Det er som ønsker min sjæl/ånd noget andet...

Hvad dette andet helt præcist er, ved jeg ikke endnu. Men jeg er villig til at tage rejsen derhen ;)

32 grader ....

4. Jul 2010 00:41, Fruens Sider

..... så står jeg altså af :) Det er simpelthen for varmt her i lejligheden.. Godt vi bestemte os for at tage en smut til stranden. Det var bare dejligt at dyppe kroppen i det skønne vand, og et par timers afslapning i den sene eftermiddagssol, det var lige, hvad vi alle trængte til.

Da jeg lå der og slugte solstråler, tænkte jeg lidt på, hvornår jeg sidst havde været ved vandet og bade, sole mig etc. Jeg kom frem til sommeren 2005 .... ! Alle de andre år har jeg ikke haft bil, mulighed eller penge til at komme afsted til noget, der har lignet vand, sand og strand..

Vi badede ved Brydegaard Strand, en strand lige før Helnæs, i forbindelse med Brunshuse. Det er skønt, masser af plads, sandstrand, og vandet er dejligt. Her har vi dyppet os mangen en gang, sønnen og jeg, da han var mindre. Selv manden var med, han er jo grundet sin keltiske farvetegning i både hår, øjne og hud ikke så begejstret for alt for meget sol på een gang, så det var ideelt for ham at være afsted sent om eftermiddagen.

I morgen... hvis det bliver lige så varmt, så er jeg den der har pakket tasken, og er skredet til vandet. Det er alt, alt for varmt at være indendørs i ....

Når evnerne ikke rækker...

1. Jul 2010 00:37, Fruens Sider

 .... for det er ikke lysten, der mangler. Men de fysiske og psykiske evner råber ikke i kor om at komme først til fadet, og har ikke gjort det længe.

Jeg læser så gerne hos et par damer, som er meget dygtige til at lave mad og alle har også en kronisk sygdom, nemlig fibromyalgi. Nu kan jeg kun være med til den sidste del af diagnosespektret, for jeg deler.. næsten... ikke deres passion for madlavning, selvom ingen endnu er døde af noget, jeg har fremdrevet i mit køkken.. ;) Jeg elsker at lave mad, men når klokken når aftensmadstid, så er jeg så træt, at jeg overlader det til min mand, som er super-duper i et køkken og af alle huslige gerninger er det køkkentjansen, han deltager i uden forudgående opfordring ;)

For at gøre en meget lang indledning endnu længere, så handler dette indlæg om at føle en passion for noget, når livet har tildelt een nogle gevaldige øretæver både på den psykiske og den fysiske konto. Når der ikke er et job, man kan bryste sig med, og derfor en indtægt, som man kan vise sig med eller kolleger, som man kan være sammen med.. Der er måske knap venner tilbage.

Jeg taler om livet som førtidspensionist. Det liv, der leves efter en bevilling, det liv, som skal begynde forfra, fra siden, fra livlinen eller hvor det nu leves fra, men begyndes på noget nyt, det skal der.. !

Forleden dag kørte jeg ind til en behandling hos en kiropraktor (jeg betaler selv !) og tidspunktet for min køretur var på det tidspunkt, hvor jeg "i gamle dage" kørte på job som socialrådgiver... Jeg mærkede det der glædessug i maven, jeg altid havde, inden jeg mødte på job, mærkede mine medtrafikanters samme fornemmelse for den kommende dags dont, og den pulseren, som lå i dagens begyndelse midt i trafikken.. Jeg blev i den grad grebet af nostalgi og måtte tørre en lille tåre fra kinden, for jeg huskede jo, selvom det er 8 år siden, jeg var på arbejdsmarkedet, hvordan det føltes. Og alt jeg LÆNGTES efter det .. stadigvæk. Længtes efter at køre på arbejde, at have et job, at kunne tjene mine egne penge, at have en social status, hvor jeg ikke bliver vurderet og fundet for tung til triviel konversation over festbordet...

Jeg længes efter at bruge mine evner igen. Bruge mine kreative løsninger, min store empati, viden og forståelse for sociale problemers optræden og især deres løsning, og jeg savner at kunne udfolde mit ambitionsniveau. Det er slut .. uigenkaldeligt slut, for jeg kan ikke arbejde indenfor det sociale området mere, udbrændthed er også et del af mit diagnose-land.. !

Lige dér ville jeg have givet alt, hvad jeg ejede for at få min "arbejdsevne" igen.. for at måtte opleve den glæde, mit job gav mig og den glæde, der lå i at være nyttig. At gøre nytte.. ! At føle mig nyttig og føle, jeg havde en fremtid. En fremtid, hvor jeg kunne se frem til en karriere, jeg selv havde skabt, en ordenlig løn og glæden ved at gøre det... ikke mindst den.. !

Jeg kunne ikke andet end mærke følelsen og glæde mig over, at det er noget, jeg har oplevet. Men jeg blev ... igen.. fuldstændig forsvarsløst, mindet om, hvordan det føltes, hvordan det var, for blot at forlade det igen.. midt i morgentrafikken..

Kiropraktorbehandlingen... ? den hjælper.. Men den er ikke helbredende.. !

Alt det spam !!!!!!

28. Jun 2010 01:11, Fruens Sider

Kors, hvor er jeg træt af alt det spam, der er her på bloggen.. Jeg skal lede efter alle jer andre bare for at læse, hvad I har lavet.. det er sgu da til at få pip i låget af !!

Så nu bor jeg også her og her .......... I skal være velkomne.. 

Søndagsstivsind...

20. Jun 2010 14:05, Fruens Sider

Ja, det er muligt ånden er stivnet en anelse, for det er kroppen godt nok.. Jeg er øm, stiv og har smerter i nakke, skuldre og den mellemste del af ryggen.. Det er stift og ømt, selvom manden har masseret mig lidt. Han har evner ud i den slags, og når han siger, jeg skal tage det roligt, min krop råber på det, så er det jo lige nøjagtig det, jeg mærker.. Av !

Ja, det er fibromyalgien, der smerter, det er der ingen tvivl om. Det er så tydeligt, først knæet, så ryg og så smerter bagefter. Stivhed og ømhed. Jeg kan lave lette øvelser, men det hjælper ikke ret meget, desværre. Det er som om det sidder fast meget dybt i muskulaturen, ja helt ind i knoglerækkerne... 

  

CHILIsmerter... ! Brændende, stærke smerter, bare for at illustrere, hvad det drejer sig om..  Findes i alle farver, røde, gule grønne, orange, gule, lysegule, mørkerøde... Smerter i musklerne, i knoglerne, i hovedet, alle steder.

Når det sådan rammer ryggen, gør det også ondt i ribbenene, og det er svært at trække vejret helt igennem.. det er meget frustrerende, og det eneste, der faktisk hjælper lidt er dybe vejrtrækninger og meditation.. 

Så det vil jeg give mig i kast med.. Så kommer der da også noget åndeligt ind over søndagen, som jeg stærkt vil anbefale "man kommer helligdagen i hu, at man holder den hellig ".... 

God Søndag ;)

Du er nr....

hit-counter-download.com
html hit counter code

Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen

Hvad tror jeg på, og hvad står jeg for !

De kigger med ...

Ord fra sjælen

Billeder til sjælen

Træk et kort...

Tarot

You are The Wheel of Fortune

Good fortune and happiness but sometimes a species of intoxication with success

The Wheel of Fortune is all about big things, luck, change, fortune. Almost always good fortune. You are lucky in all things that you do and happy with the things that come to you. Be careful that success does not go to your head however. Sometimes luck can change.

What Tarot Card are You?
Take the Test to Find Out.

Søg og du skal finde....


Tags