Fruens Sider

Mit drive, eller på dansk, engagement, er en indre stemme, en indre drivkraft, som bunder i et dybt socialt engagement. Ud fra især et begreb som retfærdig fordeling af de goder, verden har at give, føler jeg, for det er jo det, der gør min vrede dukker op, den sociale indignation stikke sit hoved frem og jeg MÅ bare ytre mig om det, jeg oplever som samfundets ubærlige nedgørelse af mennesker, der ikke lige passer ind i en bestemt kasse.

Så egentlig har jeg ikke noget valg. Det er som om "det" driver mig afsted, denne kraft af vrede over den sociale ulighed, fattigdom og nød, et så rigt samfund som det danske tillader uden så meget som at blinke med øjnene, og uden så meget som et ”undskyld, vi træder på dig, nedgør dig, ødelægger dit helbred, din økonomi, dit liv !

Jeg må gribe til pennen, eller i dette tilfælde, min notebook, og sætte mig til tasterne for at få luft for den ubegribelige råhed, der præger det danske samfund og derfor også en hel del almindelige danskeres tanker om det at være fattig, syg, nedbrudt og sammenbrudt.

Ud fra den neoliberale tanke er du i alle livets forhold ”din egen lykkes smed”. Det gælder også, når du bliver syg, og især, når du på grund af sygdom mister dit job, dit hus, din familie, i det hele taget, dit samlede livsgrundlag. Sygdom er ikke længere hver mands eje, men hver mands ansvar. Du er selv skyld i du er syg, du tiltrækker nemlig sygdomme, fordi du har brug for dem, så du ikke behøver arbejde og kan nasse på os andre som kontanthjælpsmodtager eller førtidspensionist.

Det er denne forråelse af holdingen til den danske underklasse, fattige og syge på overførselsindkomst, som falder mig sådan for mit store, sociale hjerte. For det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det danske samfund er godt på vej til en klassisk socialklasseinddeling, som bunder i de økonomiske midler, et givent menneske har til sin disposition. Med andre ord: Du er, hvad du ejer.

Stille og roligt har vi sneget os ind i en tidsalder, som ligger flere hundrede år tilbage i tiden, vi er nær det feudale samfunds tankegang om fattige, syge mennesker, som kun ligger ”os andre” til last. Det var da også i 1703 vi fik den første fattigdomslovgivning herhjemme, som klart skelnede mellem værdigt og uværdigt trængende, et begreb, som i sin fulde udstrækning stadig gør sig gældende i den lovgivning, vi ser på det sociale område.

Intet har således forandret sig, tankegangen har ført os tilbage i tiden uden dermed at gøre os klogere på det, vi burde vide bedre om. Nemlig medmenneskelighed, nærhed, social ansvarlighed, og frem for alt tanken om fællesskabets brede skuldre og dybe favn, hvor den, der ikke har, trygt kan søge tilflugt for at blive hjulpet på vej igen, fuldt og helt restitueret, så han eller hun igen kan bidrage til det fællesskab, som gav, da behovet var der.

For mig er det nærmest livseleksir at tænke og føle sådan. At tænke på fællesskabet som noget så værdifuldt, at jeg som det ret ubetydelige individ, jeg er i den sammenhæng, indgår i noget som på én gang er større og stærkere end jeg nogensinde bliver, men også skrøbeligt og sammensat, netop fordi det er afhængig af min indsats, min deltagelse. Det pirrer mig. Det gør mig nysgerrig og det gør mig opsat på at yde mit bedste.

Når det så er sagt … så mindes jeg i samme tankerække mit nuværende socialklassetilhørsforhold. Når man sættes udenfor fællesskabet, placeres i samfundets skidespor, og oven i købet nedgøres og behandles som det værste udskud, så bliver det i længden svært for selv den mest hårdtslående optimist at bibeholde troen på fællesskabet som noget, jeg kan deltage i uden at blive smidt ud med det samme.

Det forhindrer mig stadigvæk ikke i at insistere på at være med. Værdien af det, jeg står for, den, jeg er, udgør en ressource for ikke kun mig selv, men forhåbentlig også for andre. Derfor vil jeg til enhver tid kæmpe for retten til min og andre i samme yderspors ret til at være en del af fællesskabet.

Solidariteten længe leve !

Da jeg blev førtidspensionist, var bevillingsgrundlaget meget omfattende. Det er det for alle, som får en sådan bevilling, man skal være dømt "uarbejdsdygtig i ethvert erhverv", ellers gives der ikke en førtidspension. Det ved alle, der har været møllen igennem eller sidder midt i den..

Nu er det imidlertid blevet noget mere broget, for een gang dårligdomme, så kan man være forvisset om, at der kommer flere til. Da jeg boede i Horsens, faldt jeg ned af en trappe og slog min venstre balle noget så eftertrykkeligt. Jeg troede det nok gik over af sig selv, men nu, godt 2 år efter, er det ikke blevet bedre, snarere tvært imod. 

Jeg kan mærke, der er noget, der sidder skævt i mit bækken. Det vrider og slider langt ned i benet, og det er som om der sidder nerver i klemme, for ind i mellem gør det så herreondt, at jeg kunne skrige en sopran-arie af ham der tyskeren.. ! Andre gange er det som om der er noget, der sover, også under min fod, og går jeg for meget eller for langt, så hævner det sig i flere dage efter. Jeg vågner om natten med krampe i benet, især i disse dage, hvor det er så hundevinterkoldt udenfor.

Behøver jeg at sige, at det er meget, meget trættende at have så ondt. Det er livskvalitetsnedbrydende ikke at kunne gå, når de andre skavanker jeg har (forhøjet blodtryk og sukkerindhold i blodet, fibromyalgi samt gamle "stressmønstre") virkelig kræver, at jeg er fysisk aktiv hver dag for at holde mit helbred bare nogenlunde i orden. Jeg er jo ikke 25 mere, snarere 45 .... ! Der er mange ting, jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, og som jeg finder stor glæde ved, men som jeg grundet stærke smerter ikke kan lige nu. Og smertestillende medicin er ikke løsningen her, der skal noget andet til. Det er som at pisse i bukserne.. det varmer kun et øjeblik !

Så ... Nu har jeg så fået nok. Tirsdag i næste uge tager jeg en tur ind til Odense Centrum for at besøge min udmærkede læge, for nu vil jeg have fotograferet bagen og benet for at finde ud af, hvad det er, jeg "har så ondt i røven af"... evt. om der er noget, jeg kan gøre selv eller systemets forlængede lægearm har en gylden behandlingsmodel, det kan tilbyde en fattig førtidspensionst...

Vi ser ad og i mellemtiden tager min mand fat i min bag og ælter godt og grundigt rundt med den.. ;)))))

Glædeligt og lykkebringende 2010 til jer alle sammen derude i verden. Må det blive lige nøjagtig det år, I har gået og ventet på, med alt det, der vil gøre jeres liv bedre og mere indholdsrigt.

Hun åbnede døren, lige så stille. På hendes ansigt breder sig et stille smil, hendes øjne lyser op, stråler om kap med de små, gule lys, der hænger rundt om døren.. Han ser hendes glæde i de øjne, han har set ind i  så mange gange før. Han ved, hendes glæde ved hans tilstedeværelse er ægte, hengiven og fuld af den kærlighed, en hustru føler for sin mand. Han ved, han er heldig.

Han træder ind  i entreen, et lille, firkantet rum med en trappe op til første sal, hvor soveværelset og et mindre badeværelse befinder sig. Under trappen af gammelt egetræstømmer er der indrettet en lille garderobe, den sparsomme plads er godt udnyttet, tænker han igen, og mindes det arbejde, det trods alt var at bygge garderoben under den skæve, gamle trappe. Der dufter af gran og gammelt træ, stearinlys og nybagte småkager. Duften af jul, som han mindes så mange gange før at have mødt, lige der i gangen, når han trådte ind.

Hun står med sit storblomstrede sjal om sig, med hånden på sin store, runde mave. Hele hendes væsen er centreret om det kommende barn, som både hun og han længe har ønsket sig. Der er et særligt lys over hende, som om hun, som hun står der i al sin sårbarhed, på een og samme tid bærer så meget styrke og kærlighed i sig, som det er et menneske muligt.

Han hænger overfrakken ind i den lille garderobe og går efter hende ind i stuen til venstre. Der dufter af grantræ, nelliker, appelsiner, hjemmebagte småkager og en velkendt duft af flæskesteg, hans livret. Glæden ved den gode mad, hun laver, har sat sine tydelige madspor rundt om på hans krop, men han er ikke bekymret. Det er glæden ved livet, han spiser, hendes kærlighed til ham, han synker, hver gang han tager en bid af hendes mad. Som det har været gennem tiderne, er kærligheden som et usynligt krydderi tilføjet maden af den, der laver den til den, der spiser den. Hverdagens madmagi, tænker han, og smiler i forventing om det stykke saftige kød og den pragtfulde sovs, der venter ham.

Hun går roligt hen til døren ud til køkkenet, stille og med afmålte skridt, for graviditeten er nær sin slutning og hun er en anelse besværet af sin størrelse. Faktisk står hun til at føde i morgen, men som det jo er med det første barn, kan man ikke altid regne med terminen. Hun glæder sig, og mærker både forventingen og bekymringen på een gang. Ind i mellem de mange øjeblikke af lykke har hun også en fornemmelse af tilstedeværelse af den lille ufødte, som hun hele sin graviditet har vidst blev en dreng. Hun kan ikke fortælle sin mand, hvorfor og hvorfra hun ved det, det ved hun bare.  Som om den lille dreng, hun venter, ikke kun er hendes og hendes mands barn, men et barn til alle mennesker. Alle, der venter på noget større, en åbning til noget mere, en yderligere dimension, bare …. noget.. Hun føler det i alle de plukveer, hun har, i de drømme, hun drømmer om barnet og dets liv, og hun mærker de spark han sender rundt i hendes mellemgulv og til hendes ribben, at han er i live, er stærkt som få, og har en livskraft større end hun kan forestille sig. Hun lægger beroligende hånden på maven, og tænker en stille bøn til den lille. Må du komme godt ud til mig og din far. Vi venter, som resten af verden, på du kommer….

Juleflokkene kommer vrimlende hen ad gaden. Han går stille og roligt i sneen, bilerne snegler sig forbi, og tankerne flyver, som fnuggene, ubekymret rundt mellem hinanden.

Det er dagen før dagen. Den dag, han skulle have været afsted. Stedet for ankomst, der, hvor det hele begyndte, det, som nu giver så tydelig mening i hans liv, der skulle han have været. Nu er stedet et andet, men ikke mindre interessant og ikke mindre vedkommende. Blot et andet sted.

Stedet er kendt, men også ukendt. Det er en gammel kending, glemt mellem de andre steder, han har været, men fundet frem i bevidsteheden for at give husly og varme, nu, hvor der er brug for det. Stedet er godt. Det er kærligt og tager imod ham, varmt og blødt som de kys, hun også vil give ham, når han ankommer. Han kunne have valgt så mange andre steder, men dette lille sted syntes så ideelt, som det lå fuldstændig uforstyrret midt mellem de store 4. etagers bygninger i den gamle bydel. Næsten glemt, af andre, uagtet, men ikke ringeagtet. Og slet ikke af ham.

Stedet er et lille hus, hvidkalket med små vinduer og en enkelt, brun trædør med smukke udskæringer. Vinduerne har små sprodser, taget er af strå, og lyskæderne viklet rundt om fordørens karm har den eventyrgule farve, hun elsker så højt. Han kan næsten se hende for sig, når hun om føje øjeblikke vil åbne døren for ham, og byde ham indenfor i det gamle hus.

Hvad ledte ham herhen, tænker han, mens han går de sidste 100 meter hen til huset. Hvad fik ham til at vælge nøjagtig dette gamle hus, han kunne have valgt så mange andre.. Mulighedern var mangfoldige, men netop dette lille hus, i sig selv næsten upåagtet, var det bedste valg, da han først havde brugt tid på at vælge.

Om valget havde været så logisk og strategisk gennemtænkt, det kunne han godt tvivle på nu. Det var som om huset havde valgt sig selv, selvom der havde været andre og i princippet bedre steder, men det blev det lille hus med den smukke dør.

De sidste par meter, så var han ved døren. Lyset fra kæden rundt om døren hang lidt skævt i den ene side, så en ujævn, gullig skygge dansede hen over døren. Han løftede venstre hånd og bankede forsigtigt på.

Vi skulle have været frivillige hjælpere hos Frelsens Hær i morgen, manden og jeg. Men Kjeldsens ryg og ben gør store knuder og mit helbred (fibromyalgi og deraf nedsat immunforsvar samt 1½ måneds influenzatilstand) gør, at vi ikke kan deltage som frivillige hjælpere. Der er dømt helbredsspærring.

Det er jeg rigtig træt af, men der er ikke noget at gøre ved det. Det er jo ikke uden grund, vi begge har en førtidspension som forsørgelsesgrundlag. 

Nu håber jeg blot, at den gode korpsleder får både mail og tlf. besked, så de er klar over, vi ikke dukker op. 

God arbejdslyst til de frivillige i morgen, det skal blive godt for de fattige familier at få del i julehjælpen, så de kan holde en anstændig og god jul.

Guds Fred og Kærlighed til alle. 

AC